|
Kostskolen ligger i landsbyen Hua Khoonchae i Thailand – ca. 1 times kørsel nord for Pattaya by og et par timers kørsel syd for Bangkok. Befolkningen er meget venlig og hjælpsom. Hua Khoonchae ligger ikke i et turistområde, og man møder derfor her det oprindelige Thailand. Det er en kostskole, som er startet af kristne organisationer fra flere lande med børn i alderen fra 2 år til 14 år.
Skolen er en kristen skole og er startet i 1971 af en baptistisk bevægelse. I starten, var det en ”Daycare school” med blot 8 børn men er i dag vokset til en af regionens største skoler.
Skolen fungerer som en almindelig skole med hjemmeboende børn fra hele regionen. Derudover, er der på skolen et afsnit med kostskoleelever, hvor der går både betalende børn samt et børnehjem for forældreløse børn. De hjemmeboende børn bliver kørt i store busser til og fra skolen hver dag.
Den fjerde weekend i hver måned, har kostskolebørnene "hjemmeweekend" og stort set alle, der har et hjem, besøger deres forældre i denne weekend.
Der går i alt 1400 elever på skolen i alderen 2 - 14 år. Eleverne er inddelt i klasser efter alder – på samme måde, som vi kender det fra den danske folkeskole. Der er også en børnehave på skolen for de yngste. På hver årgang er der fire klasser med 36-49 elever i hver af de enkelte klasser. Eleverne bærer skoleuniformer, og der er dresscode for skolens lærere. For lærerne, gælder det, at man skal være iført lange sorte bukser eller en sort nederdel, som dækker knæene. Hertil bæres poloer i forskellige farver.
Kostskolen:
På den betalende del af kostskolen bor der ca. 40 børn. De sover ikke sammen med de hjemløse børn, men både betalende og hjemløse kostskolebørn spiser sammen. Frokost spiser alle børn på skolen.
De hjemløse kostskolebørn/Børnehjem:
På skolen er der også et børnehjem, hvor der bor der ca. 50 hjemløse børn i alderen 6 til 15 år. Disse børns ophold betales via scollar-ships fra Compassion Foundation. De hjemløsebørn kommer både fra nord- og sydthailand samt fra Pattaya området.
Pigerne og drengene bor hver for sig og har hver en sovesal, et toilet og et lille opholdsrum med tv. Derudover, har drengene et lille rum med små borde, hvor de sidder og laver lektier. Pigerne læser lektier ved bordene i spisesalen. Hos både drengene og pigerne bor der lærere, som har deres eget værelse.
Vuggestuen og børnehaven:
På organisationen er der også en vuggestue og børnehave for de mindste børn. Her er alderen fra 2-6 år. Frivillige indgår her i den daglige rutine med pasning af børnene. Der laves forskellige aktiviteter med børnene for at stimulere dem og for at skabe et trygt og venligt miljø. De modtager også undervisning trods deres lave alder, eksempelvis det engelske alfabet og engelske remser. Dette gøres gerne på en kreativ måde.
Religion:
Med udgangspunkt i skolens historie, hersker her naturligt nok en kristen ånd. Cirka 90 % af eleverne er buddhister, mens 10 % af dem er kristne. Også en del af skolens lærere er kristne. Alle børn beder bøn til morgensamling, før hvert måltid og inden de skal i seng. Dertil kommer, at eleverne beder bøn for lærerne i slutningen af hver frokostpause. Selvom skolen er en kristen skole, undervises alle elever i buddhisme, hvilket den thailandske lov foreskriver.
Bolig, kost og generelt:
Som frivillig bor man gratis i en bygning, der ligger ca. 5. min. fra skolen på cykel. Huset minder om et kollegium, som huser både de frivillige samt skolens øvrige lærere og deres familier. Værelserne er omkring tyve kvadratmeter store og har både aircondition og ventilator i loftet. Der er både køleskab, fryser, elkedel, brødrister, senge, skriveborde og klædeskabe til rådighed på værelserne. Siddetoilet, håndvask og bad er på gangen, som de frivillige deler. Der er ingen vaskemaskine, men skolen kan sørge for at vaske og stryge tøjet, men tænk over ikke at give dem dit pæneste tøj, da det nemt bliver forvasket. Der står to cykler til rådighed til danske frivillige.
Som frivillig får man gratis kost under opholdet. Skolen sørger for at sende yoghurt, mælk, brød og frugt hjem til de frivillige som morgenmad. Frokost og aftensmad består af ris med forskelligt kød, fisk og grøntsager eller nudelsuppe og spises på skolen hhv. klokken 12.00 og klokken 17.00. På markedet i landsbyen, er det muligt at købe forskellige retter ved gadekøkkenerne eller spise på en af byens mange restauranter. Et måltid er meget billigt og kan købes for omkring 3 kroner. I nabobyen, Ban Bueng, er der mulighed for at spise Kentucky Fried Chicken, som er den eneste vestlige restaurant i området.
På skolen er der en stor swimmingpool, som frivillige kan benytte på udvalgte dage mellem kl. 17.00 og 18.00.
Skolen ligger i den lille landsby Hua Khoonchae nær Ban Bueng med ca. 10.000 indbyggere. Landsbyen ligger ca. en times kørsel i bil fra Pattaya og en times kørsel i bus til Chonburi (800.000 indbyggere). Bussen kører regelmæssigt og koster omkring 20 bath. Selve landsbyen hvor kostskolen ligger har ikke meget andet end en 7-Eleven og adskillelige internetcaféer at byde på. Er man glad for naturen er der rig mulighed for at nyde de smukke omgivelser. Befolkningen er meget venlig og hjælpsom, og da Hua Khunchae ikke ligger i et turistområde, møder man derfor her det oprindelige Thailand.
Varighed
Som udgangspunkt søges frivillige for et helt "skoleår" som er fra maj til marts. Alternativt kan et ophold på 6 mdr lade sig gøre, dette skal aftales individuelt. Du vil have ferie undervejs.
Spørg efter ankomst hvornår ferie og fridage ligger.
Arbejdstider:
En normal skoledag er fra 7.45 til 15.40. Fra klokken 8.00 - 9.00 er der morgensamling for børnene, og den reelle undervisning starter derfor ikke før klokken 9.00. De frivillige følger børnenes skema, men afhængig af eget skema, kan der være fritimer i løbet af dagen. Det ugentlige timetal er ca. 16 arbejdstimer.
Arbejdsområde:
Afhængigt af skemaet, kan du blive sat til at undervise børnehavebørnene eller skolens 1. - 7. klasser i engelsk. Generelt er skolens personale meget fleksible og åbne overfor specifikke ønsker. Du skal undervise i engelsk enten de små børn eller de lidt ældre børn. Du skal selv stå for undervisningen, men der vil være materiale du kan bruge. Du er også velkommen til selv at tage materiale med.
Ændringer forekommer dog ofte, når skolens ledelse skønner det nødvendigt. Her er det meget vigtigt, at man som frivillig også udviser stor fleksibilitet.
Helt overordnet, skal de frivillige undervise i engelsk og hjælpe eleverne med at udtale de engelske ord korrekt, samt at forbedre de thailandske læreres engelsk niveau.
Påklædning:
Det er vigtigt, at man respekterer den thailandske kultur, og derfor skal man tænke over sin påklædning, når man underviser og færdes på skolen. Husk at nederdel og bukser skal gå ned under knæene, og bluser må ikke være udringet eller vise skuldrene. Dette skal respekteres - også selv om det er varmt!
|